Privatisering og bortforklaring:

Trafikministerens planer om en begyndende privatisering af DSB sættes i perspektiv af de uheldige virkninger af de indledende øvelser til denne privatisering, nemlig udskillelsen af BaneDanmark fra DSB. Denne sommer har vi set hvad det betyder at BaneDanmark lader sporarbejde foregå også i dagtimerne i stedet for i aften- og nattetimerne, som det var kotume da DSB selv styrede banearbejdet. Men idag er det underlagt de skrappe økonomiske krav som BaneDanmark i forvejen har svært ved at leve op til, og de driftmæssige hensyn som DSB lod råde før opsplittelsen i et operatørselskab,DSB, og et infrastrukturselskab, BaneDanmark, tages ikke længere. Passagererne må leve med forringet service, samt dårlige forklaringer fra ministerens side, i stedet for et øjeblikkeligt krav om at sporarbejdet skulle foregå om natten og med en pose penge til at financiere det. Det ville hjælpe togpassagererne meget mere end ministerens planer om en delvis privatisering. Henvisningen til at de privatiserede ikke giver bøvl er fejlagtige og uden baggrund i den almindelige danskers erfaringer med dårligere service fra såvel PostDanmark og Københavns Lufthavn.

At Venstres ordfører på trafikområdet så også henviser til TDC som en god privatisering sætter blot det hele i et ulyksagligt komisk skær , med tanke på at Nordic Telephone Company er begyndt med hvad der kunne ligne en dræning af TDC for overskudskapital.

Kampen om indretningen af infrastrukturen er den nye kampplads mellem ideologierne, og markedskræfterne ser ud til at sejre ad helvede til ... dårligt.

Erik Bach

SF-folketingskandidat                                                                                                                       Til forsiden